Hvorfor skulle alle besøgende til Beijing bo på et hotel, hvor de kan opholde sig i et hutong?
Jeg besøgte første gang hutong som del af en turistgruppe for flere år siden. Vi red på en trishaw med en guide, der forklarer historie, arkitektur og livsstil af de lokale indbyggere.
Efter at have besøgt den fabelagtige "must-ser" for Beijing, som Den Forbudte By Himlens Tempel, Drum Tower og Sommerpaladset, gå ind i hutong hjem nogle berømte gamle familier gav "Beijing oplevelse" et menneskeligt element.
Min nysgerrighed har skærpet gennem årene fra at læse om dem ved enhver lejlighed. Under forberedelserne til OL jeg var begejstret over at erfare, at nogle siheyuan gårde i hutong blev omdannet til boliger for besøgende. Jeg lovede at bo i en dag.
Forberedelse til en nylig tur til hovedstaden, jeg ivrigt søgte en ud. På min ydmyge lærers løn, bosatte jeg på en økonomisk overkommelig mulighed, selvom jeg kiggede længselsfuldt på de mere opskalere gårdhave overnatningssteder.
Som sædvanlig, ved ikke at kunne gå upmarket jeg endte med at have noget tættere på en autentisk oplevelse. En rigtig familie stadig bor i gården, som ikke har været alle narret ud og er tættere på originalen.
Alle værelser åbnede i den centrale gårdsplads. Hvor jeg elsker en gård! Blomster blomstrede, bønner og ærter var ved at kravle op bambus gitter, en vind kime klirrede, og katten blev napping i solen.
Hver dag efter at have udforsket byen, ville jeg skynde tilbage til hutong, tage et hurtigt brusebad og deltag katten - snoozing i en bambus lounge stol med en bog klar i nærheden.
Da de andre gæster kom tilbage ville vi hilse hinanden. Der var en mor og datter fra Frankrig, en sprudlende fyr fra Canada, en mor og teenage datter fra Holland, en lærer fra England og flere gæster fra forskellige dele af Kina.
Vi udvekslede historier og tips om hvor de skal gå, og hvor man kan spise. Instant venskaber blev dannet. Jeg gik til Summer Palace med James, den canadiske bilforhandler, og klatrede Den Kinesiske Mur ved Simatai med Hollænderne, Lianne og Iris.
Kommer og går gennem de smalle gyder i hutong, ville beboerne smile og give glade "ni hao" (hej). Laughing børn legede under vagtsomme øjne naboer.
Nogle er installeret for nylig, dejligt malet træningsredskab lavet en perfekt aborre for de ældre kvinder til at sidde og snakke og kommentere på de forbipasserende scener. Lugte af måltider mad fyldte mine næsebor, da jeg dukkede noget vasketøj hængt over den smalle bane. Jeg følte mig helt hjemme i denne godt naboskab.
Hvordan kan et hotel konkurrere? Efter min mening, kan de ikke engang komme tæt på. Selvfølgelig synes indkvartering kender til udenlandske besøgende, fordi hoteller over hele verden er de samme.
Men vi ikke rejse for at opleve noget anderledes?
Sure, de har en restaurant, men så du ikke går ned ad gaden føle byens puls, som du opsøge den lokale mad. Du behøver ikke gå hele vejen rundt med mennesker, du lige har mødt. Du behøver ikke gå i køkkenet og vise din vært, hvordan du lide dine æg tilberedt.
Og du behøver ikke sidde i den lune aften, med blomster, den dovne kat, og har langsomme, nemme samtaler med andre rejsende, som fuglene flyver over hovedet, hvilket gør plads til månen.
Hotel? Hutong? Ingen konkurrence.
